Sider

tirsdag den 17. juni 2008

Tegning - metode 1

Dette indlæg hænger sammen med indlægget "Tegning - slip "reglerne"
Udover de metoder til tegning jeg omtaler her, er det altid godt at bruge sin skitseblok, hvor man måske enklere og hurtigere, forsøger at tegne bevægelse og flow i et motiv. Det er med til at træne øje og hånd, så man bliver bedre, når man også går mere "i dybden".
Metode 1. Hvis du ønsker at tegne realistisk, er der flere metoder til at få proportionerne på plads. Tegner du fra RL (RealLife ;)) som fx. still-leben, blomster, landskab ea, kan du bruge din blyant, som målestok. Hold blyanten ud i strakt arm, knib eet øje i, og afsæt med tommelfingeren et udvalgt mål nede på blyantsskaftet - fx. bredden på et objekt. Dette mål, bliver dit "basismål". Du afsætter markering på dit papir, som skal udgøre dette mål. Herefter måler du fx. højden, hvor mange bredde-mål er højden ? Måske er højden 2½ gange større end bredden... sådan fortsætter du med at måle og optegne. Denne metode hvor du sætter markeringer, forhindrer også at du starter i eet hjørne, og pludselig ikke har papir nok til hele motivet ! En mulighed herefter er at se motivet i forenklede former. Fx. kasser, kuber eller rør. Et menneskehoved kan ses som en let modificeret æggeform (der står på hovedet)... Fordelen ved at se motivet på denne måde, er at få en fornemmelse af det 3-dimensionelle på det 2-dimensionelle papir. Efter opmåling optegnes motivet. Tegn med "lette", søgende streger mere end med en fast, hård streg. Det bliver også lettere at udviske, hvis du skal det. Lad hele tiden øjnene følge konturer og former på objektet, og tegn så langsomt, at du kan "nå at følge med i" hvad du egentlig laver. Hvor meget du vil tegne med blyanten, før du tegner/maler med farveblyanter er op til dig. Pas dog på, at blyantstregerne ikke tilsmudser farven. Du kan også lade den første tegning være skitse, og overføre den til et andet stykke papir med mere forenklede og rene streger. Dette indlæg fortsættes i "Tegning - metode 2. Fra fotos"

Ingen kommentarer: